Brandmuseet er oprindeligt oprettet af kunstmaler Jørgen von Hahn og købt af Fonden Gamle Sønderho i 2003 med økonomisk støtte fra Købstædernes Forsikring.

Museet repræsenterer en vigtig del af udviklingen inden for beredskab og brandbekæmpelse, ikke bare på Fanø men i Danmark, og derfor er det værd at bevare samlingen for eftertiden.

Det gamle sprøjtehus er en trefags grundmuret bygning centralt beliggende i forhold til den oprindelige bebyggelse i Sønderho. Bygningen har fulde trægavle med luge. I gavlen er der en dobbeltfløjet port. Bygningen har stråtag.
Sønderho har i dag et effektivt og moderne brandvæsen. Det er vigtigt at bevare Brandmuseet som en del af helheden i byen og til påmindelse om brandfaren i Sønderho.

Indtil 1868 fandtes der ikke noget fælles brandslukningsudstyr i Sønderho ud over brandhage, stiger og læderspande, som var ophængt strategiske steder i byen og har været det siden 1805. Et sæt var ophængt i Vestbyen (Vester Land) i Nørbyen (som før i tiden kaldtes Narland, i dag Nord Land), et ved kirken og et ved skolen.

I forbindelse med tegning af en brandforsikring forpligtede ejeren sig til, at der ved hver enkelt bygning forefindes ”anordnede brandredskaber, som de blev benævnt i brandtaksationer. Disse redskaber, som skulle omfatte brandhager, stiger og læderspande, blev kontrolleret af de taksationsmænd, som vurderede huset med henblik på, at ejeren tegnede en brandforsikring.

Det vigtigste redskab har været brandhagen, som blev brugt til at rive brændende stråtag ned fra tagkonstruktionen, således at ilden ikke skulle brede sig til tagtømmeret eller flyve over på naboejendommende.

I Sønderho ligger husene meget meget tæt, når det tages i betragtning, at størsteparten af husene har stråtag.

I tilfælde af brand kan ilden med lethed spredes. De brændende, flyvende strå har ikke langt til de næste stråtage. Påpasseligheden har selvsagt været stor! Men dels har vanerne fra sejlskibene med hensyn til forsigtig omgang med ild været overført af søfolkene fra havet til husene, og dels var der allerede i 1743 udstedt vedtægter omkring færdsel med tændte piber i det fri: Disse tændte piber skulle have låg på.

I husene var der påmindelser om brandfaren. På ildstedshamrene (overligger) kunne for eksempel ses påmindelser som:

Fra sejlskibenes tid var der tradition for, at hver familie opbevarede gamle sejl på loftet. Sejlene kunne vædes og lægges på stråtaget i tilfælde af brand på en ejendom i nærheden. På den måde har indbyggerne i Sønderho til dels kunne undgå, at deres huse brændte ned. Byen er derfor så velbevaret, som den er i dag. 

Den første brandsprøjte i Sønderho blev anskaffet i 1868, og det må formodes, at sognet købte den eksisterende bygning (nr. 186) samtidigt. Det var en landsprøjte af sprøjtefabrikatet Knudsens Fabrik i Odense. Pris 175 rigsdaler. Senere blev der bestilt en sejldugsslange på 12 alen til en pris af 1 rigsdaler pr. alen.