Sønderho Brandmuseum
Brandmuseet er oprindeligt oprettet af kunstmaler Jørgen von Hahn og købt af Fonden Gamle Sønderho i 2003 med økonomisk støtte fra Købstædernes Forsikring.
Sprøjtevognen fra 1895 stammer fra Schackenborg. Den er af samme type som Sønderhos oprindelige brandsprøjte fra 1868.
Sprøjtehuset var dengang ejet af Fanø Kommune, som velvilligt stillede bygningen til rådighed for Fonden Gamle Sønderho. I 2011 overtog Fonden bygningen.
Sprøjtehuset er et af Danmarks ældste og bedst bevarede af sin slags. I bygningen, som siden 1868 har huset den gamle brandsprøjte, har Jørgen von Hahn gennem årene samlet effekter, optegnelser m.m., der giver et levende indtryk af datidens brandberedskab.
​
Download Brandfaren i Sønderho (kilde: Torben Garmer Mit Fanø).
Andre brandmuseer:
RESPEKT FOR BRANDFAREN
Indtil 1868 fandtes der ikke noget fælles brandslukningsudstyr i Sønderho ud over brandhage, stiger og læderspande, som var ophængt strategiske steder i byen og har været det siden 1805. Et sæt var ophængt i Vestbyen (Vester Land) i Nørbyen, som før i tiden kaldtes Nar land, i dag Nord Land, et ved kirken og et ved skolen.
I forbindelse med tegning af en brandforsikring forpligtede ejeren sig til, at der ved hver enkelt bygning fandtes ”anordnede brandredskaber”, som de blev benævnt i brandtaksationer. Disse redskaber, som skulle omfatte brandhager, stiger og læderspande, blev kontrolleret af de taksationsmænd, som vurderede huset med henblik på, at ejeren tegnede en brandforsikring.
​
Det vigtigste redskab har været brandhagen, som blev brugt til at rive brændende stråtag ned fra tagkonstruktionen, således at ilden ikke skulle brede sig til tagtømmeret eller til nabohusene.
DET GAMLE SPRØJTEHUS
Museet repræsenterer en vigtig del af udviklingen inden for beredskab og brandbekæmpelse, ikke bare på Fanø men i Danmark, og derfor er det værd at bevare samlingen for eftertiden.
Det gamle sprøjtehus er en trefags grundmuret bygning centralt beliggende i forhold til den oprindelige bebyggelse i Sønderho. Bygningen har fulde trægavle med luge. I gavlen er der en dobbeltfløjet port. Bygningen har stråtag.
Selv om Sønderho i dag har et effektivt og moderne brandvæsen, er det fortsat vigtigt at bevare Brandmuseet som en del af helheden i byen og til påmindelse om brandfaren i Sønderho.
HUSENE LIGGER TÆT
I Sønderho ligger husene meget tæt, når det tages i betragtning, at størsteparten af husene har stråtag. I tilfælde af brand kan ilden med lethed spredes. De brændende, flyvende strå har ikke langt til de næste stråtage.
Påpasseligheden har selvsagt været stor! Men dels har vanerne fra sejlskibene med hensyn til forsigtig omgang med ild været overført af søfolkene fra havet til husene, og dels var der allerede i 1743 udstedt vedtægter omkring færdsel med tændte piber i det fri: Disse tændte piber skulle have låg på.
I husene var der påmindelser om brandfaren. På en ildstedshammer – overligger – kunne man for eksempel læse:
Tænd op i Jesu Navn,
Og bed, at Ilden kun gør Gavn;
Gud give i sin Naade,
At Ilden egen ei maa raade!
Fra sejlskibenes tid var der tradition for, at hver familie opbevarede gamle sejl på loftet. Sejlene kunne vædes og lægges på stråtaget i tilfælde af brand på en ejendom i nærheden. På den måde har indbyggerne i Sønderho til dels kunne undgå, at deres huse brændte ned. Derfor er byen så velbevaret den dag i dag.
BRANDBEREDSKAB
Sønderho anskaffede den første brandsprøjte i 1868, og det må formodes, at sognet købte den eksisterende bygning (nr. 186) samtidigt. Det var en landsprøjte, af sprøjtefabrikatet Knudsens Fabrik i Odense. Pris 175 rigsdaler. Senere kom der en sejldugsslange på 12 alen til og prisen for den var 1 rigsdaler pr. alen. I 1868 blev der lavet en brandvedtægt for Sønderho.
Brandvæsenet omfattede: Kommandoen, redning og nedbrydning, sprøjten og vandforsyningen. Det var klart defineret, hvem der havde ansvar for de forskellige områder.
Brandberedskabet omfattede i 1805 en brand- og nattevagtordning. Der var et udførligt reglement for tidspunkter, bemanding, procedurer, redskaber og straf ved misligholdelse.
Julius Exner: Ildebrand i Sønderho den 5. juli 1900
Tre brandvagter patruljerede på Sønderhos veje og stie mellem kl. 22 og 6 morgen. En vagt varede 4 timer. Bemandingen betød, at hvert hus kunne overvåges mindst én gang i timen.
Brødbagning var forbudt om natten.
Således vogtede sønderhoningerne over deres stråtækte huse indtil 1890, hvor det offentlige ansatte en nattevagt.
Brandfogeden kunne befale, at folk skulle assistere ved brandslukningen, hvis der var behov for det.
Der var dyb respekt for tordenvejr. Ifølge reglementet skulle brandmændene møde ved sprøjten efter det tredje tordenskrald og blive der, indtil uvejret var drevet over.
Kvinderne hjalp til med brandslukning ved at bære vand fra en brønd eller fra havet hen til sprøjten. De unge stod i en række og rakte de fyldte spænde fra hånd til hånd frem til sprøjten. De gamle sendte de tomme brandspande retur.
Fanø maleren Julius Exner har levendegjort dramaet i maleriet: Ildebrand i Sønderho den 5. juli 1900. Den oprindelige brandsprøjte fra 1868 er med på billedet. Maleriet hænger på Fanø Kunstmuseum i Sønderho.
Brandmæssige overvejelser har påvirket husenes udformning. Lugen til loftrummet på sydsiden af huset, kaldet ”arkengaf” er placeret over husets indgangsdør, således at et nedstyrtende, brændende stråtag vil glide til side i forhold til døråbningen, så husets beboere kunne komme ud.
FOTOKREDITERING
Thorsten Bosse